2013-09-02 13:03

Lokaleleje sikrer mere plads trods anlægsloft

Stramme anlægsbudgetter er ingen hindring for nødvendige udvidelser, når nye ordrer tikker ind i virksomhederne, og kommunerne får brug for flere skoler og børnehaver.

Både virksomheder og kommuner opererer i øjeblikket med stramme anlægsbudgetter, der kan gøre beslutningen om nødvendige udvidelser til en tung og langsommelig affære. Men vælger man at leje sig til mere plads frem for at bygge nyt, ser det knap så sort ud:

- Dét at leje giver en stor frihed, fordi omkostningerne kører over driftbudgettet i stedet for anlægsbudgettet. Rigtig mange kommuner og virksomheder har overskud på den daglige drift, og pengene er væsentligt hurtigere at bevilge fra driftbudgettet. Det betyder, at beslutningen om at skaffe den nødvendige plads kan føres ud i livet langt hurtigere og med langt lavere risiko, end hvis man skulle opføre et permanent byggeri, udtaler Claus Weppler, administrerende direktør i Temporent.

Ingen uforudsete udgifter

Temporent har specialiseret sig i levering af modulopbyggede, indflytningsklare lejelokaler til kontorer, skoler og børnehaver, og firmaet oplever i øjeblikket en stærkt stigende efterspørgsel.

- Anlægsloftet gør, at en kommune som Københavns Kommune er nødt til at tænke kreativt. Mange børnefamilier vælger i dag at blive boende i byen, hvor de førhen i stedet flyttede ud til forstæderne. Det skaber selvfølgelig et stort pres for at skaffe flere kvadratmeter til børnehaver og skoler, forklarer Claus Weppler og fortsætter:

- Vi kan levere en færdigopstillet og indflytningsklar børnehave inden for ca. seks uger, og fordelen er, at alle omkostninger for hele lejeperioden er kendt på forhånd ned til mindste 25-øre. Her skal man huske på, at der ved nybyggeri opstår uforudsete udgifter i otte ud af 10 tilfælde. Det undgår man helt med vores lejeløsning.

Minimale forpligtelser

Modulløsningerne fra Temporent kan leveres i størrelser fra 30 kvadratmeter og opefter, og afhængigt af behovet leveres de med alt fra køkken, toilet og våd- og tørzoner til hærdet glas i de indvendige vinduespartier.

- Kunden forpligter sig kun i den tid og til de kvadratmeter, der er behov for. Eneste betingelse fra vores side er, at grunden skal være klargjort til opstilling af modulerne, så der bl.a. er tilslutningspunkter til el, vand og varme. Men alt andet sørger vi for – fra indhentning af den midlertidige byggetilladelse til opstilling og nedtagning, når lejeperioden er slut, uddyber Claus Weppler og pointerer afslutningsvis:

- Det giver stor frihed for både virksomheder og kommuner, at de på den måde hurtigt kan geare op eller ned i takt med efterspørgslen. Man risikerer ikke at stå med en masse ubrugte kvadratmeter, hvis udviklingen lige pludselig vender.

Behøver du hjælp med at finde det rette modulsystem?